Skip to main content
European Commission logo
English English
CORDIS - EU research results
CORDIS
CORDIS Web 30th anniversary CORDIS Web 30th anniversary

Designing InnoVative plant teams for Ecosystem Resilience and agricultural Sustainability

Article Category

Article available in the following languages:

Hvordan afgrødesamarbejde kan styrke bæredygtigt landbrug

Ved at plante en blanding af afgrøder kan landbrugerne øge produktiviteten og samtidig reducere behovet for skadelige pesticider.

En voksende befolkning betyder flere munde at mætte, og det kræver, at vi øger landbrugsproduktiviteten. Ifølge estimater fra FN kan verdens befolkning ramme næsten 9,7 milliarder inden 2050. Hvis vi skal brødføde alle disse mennesker, har vi brug for en 60 % stigning i landbrugsproduktion. Det er ikke bare et spørgsmål om at dyrke mere mad. »Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvordan klimaændringer vil påvirke afgrøderne og vækstsæsonerne i de kommende år,« siger Alison Karley, som forsker i agroøkologi ved James Hutton-instituttet. »Landbrugerne skal også udvikle nye måder at dyrke flere afgrøder på en mere bæredygtig måde, og det betyder brug af mindre gødning, færre pesticider og større udnyttelse af afgrødevariation.« Ved første øjekast kan det se nærmest umuligt ud, men et EU-finansieret projekt gør brug af en team-tilgang til at finde en mulig løsning. Gennem projektet DIVERSify (Designing InnoVative plant teams for Ecosystem Resilience and agricultural Sustainability) har en gruppe af internationale forskere, landbrugere og andre interessenter udviklet nye måder at optimere produktivitet på med planteteams. »I stedet for at plante en enkelt type afgrøde er dyrkning af planteteams en tilgang til landbrug, som er fortaler for afgrødevariation,« forklarer Karley, som er projektets koordinator. »Vores mål var at påvise, hvordan brug af en blanding af forligelige afgrøder ikke alene øger produktiviteten, men også mindsker behovet for kemikalier og således understøtter et mere bæredygtigt landbrug.«

Fordele ved blanding

For at komme i gang koncentrerede forskerne deres indsats om at forstå de potentielle fordele, som planteteams kunne give landbruget. I direkte samarbejde med landbrugere i Europa og Afrika identificerede de bedste praksis og udfordringer ved dyrkning af planteteams og eksperimenterede med afgrødeblandinger i forskellige områder. »Vores eksperimenter viste, at blandinger undertrykker ukrudt, kræver mindre gødning og ofte er mindre udsat for skadedyr og sygdomme, hvilket alt sammen bidrager til bedre afgrødeproduktion uden behov for kemikalier,« bemærker Karley. »Blandinger øger også habitatdiversiteten, hvilket giver hårdt tiltrængte ressourcer til bestøvere og skadedyrs naturlige fjender, som er afgørende for, at et agroøkosystem kan fungere.« Projektet konkluderede endvidere, at planteteams på grund af mere effektiv ressourcebrug potentielt kan give større udbytte, end hvis de enkelte afgrøder dyrkes hver for sig.

Omstilling til planteteams

På trods af disse fordele er forandring aldrig nemt, og planteteams er en meget anderledes dyrkningsmetode. For at hjælpe landbrugerne med at forstå fordelene ved og nødvendigheden af omstillingen til planteteams har projektet udviklet adskillige nyttige værktøjer. For eksempel kan landbrugerne gøre brug af værktøjet CropMIXER for at få rådgivning om afgrødekombinationer, forvaltning og input, og af vejledningen InfoHub guide for at få yderligere tekniske oplysninger. Projektet har også givet mulighed for at oprette et netværk, hvor landbrugere og andre interessenter kan udveksle oplysninger og lære af hinanden. »En række landbrugspionerer, som allerede bruger planteteams, har delt ud af deres viden og erfaringer og har været afgørende i at påvirke andre til at prøve disse nye koncepter,« siger Karley.

Baner vej for fremtidig forskning

Det lykkedes projektet DIVERSify at vise det enorme potentiale ved dyrkning af planteteams. »Vores forskning viser, at optimeret dyrkning af planteteams varierer afgrøderne og landbrugssystemet, hvilket fører til øget produktivitet, større agrobiodiversitet og mere bæredygtigt landbrug,« slutter Karley. »Vores arbejde baner vej for fremtidig forskning i bæredygtig afgrøde- og fødevareproduktion.« Projektet DIVERSify er nu afsluttet, men forskerne bygger videre på dets aktiviteter og resultater. Partnere er for tiden i gang med at forske i forædling af planteteams og samarbejder med landbrugere om at bygge værdikæder omkring planteteamprodukter.

Keywords

DIVERSify, bæredygtigt landbrug, afgrødevariation, landbrugere, pesticider, landbrugsproduktivitet, klimaændringer, agroøkologi, planteteams

Discover other articles in the same domain of application