Skip to main content
European Commission logo
English English
CORDIS - EU research results
CORDIS
CORDIS Web 30th anniversary CORDIS Web 30th anniversary

Distributed Network for Odour Sensing, Empowerment and Sustainability

Article Category

Article available in the following languages:

Crowdsourcede værktøjer sniffer sig frem til dårlig lugt

Ved at kombinere intelligent teknologi med lugtovervågningsteknikker og en hel masse næsebor skubber D-NOSES den underregulerede forpestende lugtforurening op på de miljømæssige og politiske dagsordener.

Hyppig eksponering for lugt, enten hjemme eller på arbejdet, kan forårsage en række lidelser, herunder: hovedpine, koncentrationsbesvær, stress, søvnløshed og luftvejsproblemer. »Lugte er det miljøforureningselement, som næstflest mennesker klager over i verden, kun overgået af støj. De fleste teknikker til måling af lugt tager dog ikke ordentligt højde for, hvordan de påvirker borgerne. Hele området er underreguleret,« siger projektkoordinator i D-NOSES (Distributed Network for Odour Sensing, Empowerment and Sustainability) Rosa Arias, som tidligere var hos projektets vært, Ibercivis Foundation, og som nu er grundlægger og CEO for Science for Change. Det EU-støttede citizen science-projekt D-NOSES forbedrede en specialdesignet app for at crowdsource geopositionerede lugtdata i realtid, suppleret med oplevelser fra de berørte. Projektet testede sin metodik i 10 pilotprojekter i otte lande i Europa samt Chile og Uganda for at få et bredere perspektiv. Nogle af resultaterne fra pilotprojekterne er allerede blevet offentliggjort, for eksempel fra Italien, Grækenland og Chile. I Spanien vandt OdourCollect for nylig den prestigefyldte pris Prismas (websted på spansk) for videnskabsformidling.

Kortlægningsværktøjer

Projektet fulgte University College Londons Extreme Citizen Science-tilgang, som prioriterer bottom-up-praksisser, med opmærksomhed på lokale behov, for at være med til at sikre borgerdeltagelse og inklusivitet i alle forskningsfaser. Strategierne for inddragelse af medlemmer af offentligheden blev tilpasset det enkelte pilotprojekt, med etnografisk forskning efterfulgt af målrettede aktiviteter i museer og på festivaler samt indslag i lokale medier. Når deltagerne var blevet inddraget, deltog de på sensoriske gåture og lugttræninger samt i dataanalyseworkshops. I centrum af D-NOSES var appen OdourCollect, som bygger på en tidligere udgave skabt af projektet MYGEOSS. Den er designet til at gøre det muligt for berørte lokalsamfund at kortlægge lugtforurening og opfordre til forandring. I løbet af de 10 pilotprojekter foreslog deltagerne forbedringer af appens funktionalitet, som for eksempel også at kortlægge behagelige dufte og ikke kun de ubehagelige. Flagskibspilotprojektet i Barcelona fokuserede på byens Forum-kvarter, som havde lidt under affalds- og spildevandsbehandlingsanlæg i mere end 20 år. Brugerne blev oplært i at genkende forskellige lugte, som for eksempel affald, spildevand, slam og biogas, og kortlægge dem. Disse data blev så kædet sammen med industrianlæg vha. appens historiske analyse. Der blev rapporteret over 600 observationer over en periode på 12 måneder, og 86 personer deltog. I alt indsamlede projektet over 10 000 lugtobservationer fra hele verden fra over 1 200 borgere. »Takket være vores inddragelsesmodels kønsperspektiv blev 70 % af observationerne indsamlet af kvinder,« tilføjer Arias. »Samlet set validerede vores pilotprojekter vores metodik, og pilotprojekterne i Barcelona og Italien stemte overens med resultaterne af traditionelle lugtstudier. Næsen viser sig at være en meget effektiv sensor!«

Indflydelse på politik

D-NOSES-arrangementet, »Revisiting Odour Pollution in Europe«, som blev afholdt online med den græske MEP Maria Spyraki som vært, førte til, at lugtforurening og citizen science kom med i EU’s handlingsplan for »nulforurening i luft, vand og jord«. Teamet håber også, at deres grønbog vil sætte gang i diskussioner om en omfattende europæisk lugtpolitik og føre til en hvidbog. Et andet resultat er det internationale lugtobservatorium, som er en interaktiv onlineressource, hvor brugerne kan tilføre og slå op i data, der er crowdsourcet fra hele verden. Der blev også talt for politikændringer lokalt under pilotprojekterne, og mere generelt med en fortalerværktøjskasse, politiske oplæg og den strategiske køreplan for forvaltning. Teamet er i øjeblikket ved at standardisere deres metodik i Spanien, men de arbejder også på en kommunal model til vejledning af regulering af lugte. »Vores mål er, at borgerdata bruges som dokumentation af myndighederne,« konkluderer Arias. »Det er afgørende, at vores metodik kan replikeres i andre sammenhænge og/eller anvendes på andre sociomiljømæssige problemstillinger.«

Keywords

D-NOSES, citizen science, lugt, forurening, affald, crowdsource, geoposition

Discover other articles in the same domain of application